Henter seneste Business Central nyheder…
Copilot & AI

Copilot og AI-agenter i Business Central

Der er to slags AI i Business Central. Copilot er hjælpefunktioner i skærmbillederne, og de er med i licensen. Agenterne arbejder selvstændigt i baggrunden på ordrer, leverandørfakturaer og udgifter og afregnes pr. brug. Begge dele virker på dansk. Her er hvad de gør, og hvor de passer ind ved siden af det, I allerede kører.

Salgsordreagent

Generelt tilgængelig

Overvåger en delt postkasse med kundeforespørgsler. Den læser mailen og vedhæftede PDF'er, finder kunden ud fra mailadressen, tjekker om varerne er på lager og opretter et tilbud eller en ordre, som en medarbejder godkender, før svaret sendes. Den virker kun så godt som jeres kontaktdata: mangler mailadressen på kontakten, skal en person ind over hver gang.

Kreditoragent (Payables Agent)

Generelt tilgængelig

Overvåger en postkasse for leverandørfakturaer som PDF, læser hoved og linjer, finder leverandøren og lægger en kladde til købsfaktura klar til godkendelse. Bemærk: i Danmark kommer en stor del af fakturaerne som OIOUBL eller Peppol og ikke som PDF. Har I Continia Document Capture, håndterer den allerede begge dele, så agenten er mest relevant, hvor PDF-mængden er stor.

Udgiftsagent

Forhåndsversion

Medarbejderen uploader en kvittering, agenten læser den og opretter udgiften, som derefter går til godkendelse. Hvis I allerede kører Continia Expense Management, er det værd at sammenligne flowet, før I slår agenten til.

Copilot i hverdagen

Med i licensen. Slås til og fra pr. funktion på siden Copilot- og agentfunktioner.

Bankafstemning

Copilot foreslår matches mellem kontoudtogets linjer og åbne poster, også dem standardreglerne ikke fanger. I godkender forslagene, før noget bogføres.

Marketingtekster til varer

Generér en varebeskrivelse fra varekortets attributter, også på dansk. Med en Shopify-integration kan teksten gå videre til webshoppen.

Chat med Copilot

Spørg ind til jeres data på almindeligt dansk, fx hvilke kunder der har forfaldne fakturaer, og få svaret uden at bygge en rapport.

Analyseassistent

Beskriv den visning, du vil have, fx omsætning pr. kunde pr. måned, og Copilot sætter filtre og grupperinger op på listen.

Hvad koster det? Copilot er med i Business Central-licensen. Agenterne bruger Copilot Credits, som købes som forudbetalt kapacitet eller betales efter forbrug, så de skal sættes op med fakturering i admin center, før de kan køre. Data fra danske miljøer behandles inden for EU Data Boundary. Kun i BC online, ikke on-premises.